Tilbage til Information om klubben

Aktiviteter

Søborg sportsfiskerklub – SSK, er grundlagt for mere end 50 år siden og har siden været en aktiv lystfisker klub til stor glæde for medlemmerne. I klubben er der ca. 60 medlemmer, hvoraf cirka en tredjedel løbende aktivt deltager i klubbens arrangementer.

Vi mødes første tirsdag i måneden kl. 19:00 i klublokale på Bagsværdvej 144b, 1. sal, 2800 Kgs. Lyngby. Her bliver fortalt masser af hyggelige fiskehistorier, løbende information om fangster, gode kystfiskepladser, fisketips etc., og der er gode muligheder for at møde nye fiskekammerater. Yderligere kan man med fordel følge med i aktuelle fangster og medlemmernes spydige bemærkninger i Facebook gruppen ”Søborg Sportsfisker Klub (SSK)”

Aktiviteterne i klubben har varieret over årene med foredrag og lysbilleder fra spændende fiskeeventyr i USA og Rusland efter laks, Makrel fiskeri ved Skagen, men også vores årlige julebanko trækker medlemmerne til.

Af klubture bliver der arrangeret 10-12 ture årlig. Både til kysten (Sjælland og Møn) og med småbåde ( Skovshoved, Vedbæk og Havnsø). Men vi har også ture til Bornholm, åer i Jylland og i Sverige.

Af andre aktiviteter skal nævnes klubbens to årlige ture til vores sommerhus, et stenkast fra vandet, ved Sjællands Odde. Sommerhuset står primært til rådighed for medlemmerne, som på favorable vilkår kan leje huset en dag, weekend eller en uge.

Klubbens medlemmer har desuden adgang til at låne båden i Bagsværd sø (er pt. defekt) og båden ved Langebæk bådelaug. Alt efter hvilken årstid, er der mulighed for at fange Gedder – Aborre – Havørred – Hornfisk – samt fladfisk i Ulvsund. Bestilling af båden skal ske til Steen Lange på mobil 4068 2858.

Klubben har som medlem af SU, som er en sammenslutning af fiskeklubber, også adgang til en del både liggende rundt om ved de største søer og havne på Sjælland. Via SU er der også utallige faciliteter, hvor du vil få rabat og/eller andre fordele. Det kræver en nøgle og en godkendt bundprop at bruge bådene. Nøgle og bundprop kan købes i Hvidovre Sport. Bådene skal reserveres på SU booking , eller hos Hvidovre Sport (tlf. 36 75 13 15).  Dit medlemsnummer står bag på den mail du får tilsendt direkte fra SU, når du er medlem af Søborg Sportsfiskerklub.

Vi bruger cookies på hjemmesiden. Ved at fortsætte accepterer du brugen af cookies.   Læs mere